Kære alle Norden medlemmer i Frederikssund

Efteråret banker på, og om en måneds tid, forsøger vi at mødes til en hyggelig aften, hvor alle Corona-regler overholdes.

Vi trænger vist alle til igen at se hinanden, til at få en god snak, og til at fejre vores nordiske samvær, hvor også oplæsning af nordisk litteratur indgår.

Vi holder Skumringsaften mandag den 9. november i Frederikssund Præstegård, og som en lang og god tradition efterhånden, mødes vi; vi tænder lys og vi spiser sammen. Vi starter klokken 18.00, og slutter ved 21.30 tiden.

Denne gang har præsten i Frederikssund Kirke, Lotte Nysted, tilbudt at læse op for os, og det er vi rigtigt glade for. Den valgte roman er ”AR” – af den islandske forfatter Andur Ava Olafsdottir.
Traditionen tro – det er næsten Mortens-aften, så vi mødes til andesteg med det hele, og æblekager som dessert.

Af gode grunde, så er der loft over, hvor mange vi kan være, så det er ud fra ”først til mølle princippet” at I kan tilmelde jer.

Alle er velkomne, og for medlemmer vil prisen være 125 kroner – for ikke medlemmer er prisen 150 kroner. Drikkevarer er til rimelige priser. Man kan nå at melde sig inde på vores hjemmeside.

Har I lyst til et være med, så skal I overføre beløbet til vores Nordea konto: 2670-0410004835 – og huske at skrive jeres navne. Der er deadline 1. november, da vi skal give besked til vores leverandør.

Kom og vær med, vi glæder os til at se jer, og til at fejre det nordiske samvær.

På bestyrelsens vegne
Grethe Olsen tlf. 24986767

 

Velkommen til Foreningen Norden Frederikssund og omegn

Foreningen Norden er en forening, hvor vi holder af det NORDISKE; naturen, historien, kulturen og alt andet, som binder os sammen, også det sproglige fællesskab!

Et symbol på dette samarbejde ses i rundkørslen ved J.F.Willumsens vej og Frederiksværksvej, hvor fire store sten fra disse kommuner er placeret.

Læs vores program og deltag i hvad der sker! Alle er velkomne – I behøver ikke være medlemmer, det kan I jo blive! Vi ser frem til at se jer til vores arrangementer og byder jer velkommen!

På bestyrelsens vegne – Grethe Olsen Formand for Foreningen Norden Frederikssund og omegn.

 

Foreningen Norden i Frederikssund blev stiftet den 18. september 1945 og har siden da, haft samarbejde med både kommunen og de tre venskabsbyer i vore nordiske nabolande. Sibbo i Finland, siden 1966-67, Kumla i Sverige, siden 1968 og Aurskog Høland i Norge, siden 1988.